Gaming 2.0

I december måned holdt jeg et indlæg på en pressebriefing arrangeret af folkene bag EVE Online. Emnet var jo super spændende (MMOG), og jeg fik så lejlighed til bla også at tale om vores nye udviklingsplatform til gaming, XNA. Jeg har siden da ligget vandret grundet vores årlige interne business review, men nu hvor det er vel overstået kommer denne post så.

Mine to hovedpointer i indlægget var; 1) at en god og let tilgængelig udviklingsplatform (læs: XNA) kan være en af vejene til at gøre de tekniske fag mere interessante for ungdommen, og 2) XNA var den manglende brik til at opnå hvad jeg meget populistisk kaldte "demokratiseringen af spiludvikling" - eller Gaming 2.0, om du vil.

Det indlæg endte med at få meget mere omtale end jeg havde forventet - idet der både var artikler i Politiken og på flere danske online medier f.eks. Spilzonen, ComOn, Gamesector, samt også det store engelske gaming site Gamespot.

Det er jeg da glad for (!). Primært fordi jeg mener at det er et forbandet stort problem, at så mange unge idag allerede sidst i folkeskolen eller i gymnasiet fravælger muligheden for at få en teknisk/naturvidenskabelig videregåene uddannelse (eller ihvertfald vælger f.eks. matematik på så lavt et niveau at det ikke er adgangsgivende) - som jeg lige husker tallene, så er der pt 10.000 som har valgt tilstrækkelig højt niveau og behovet er snarere 35.000. Og sekundært fordi jeg synes det er voldsomt spændende at tænke over den udvikling som spil universet står foran. 

Her skal jeg indskyde, at jeg da jeg skrev mit indlæg aftenen før indlægget skulle holdes, selvfølgelig mente at Gaming 2.0 som analogi til det meget hypede Web 2.0 var genialt tænkt i sin enkelhed.... men, men, men, andre havde selvfølgelig for længst tænkt samme tanke! Der var især en interessant post af Bertrand Le Roy helt tilbage i april om emnet.

Tilbage står så: Kan spiludvikling bruges til at motivere de unge til at vælge mere tekniske fag? samt, Vil det sociale aspekt af computerspil udvikle sig ligeså hastigt som web'en har ændret sig på det sidste? De spørgsmål vil jeg så lige tænke lidt mere over i den næste tid - og så kommer der jo nok en post eller to om det... Kommentarer og ideer modtages gerne :-)

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5